Spring til indhold

Appen smitte|stop kan bruges på tværs af europæiske grænser

Hvad betyder det for mig, at appen nu virker sammen med en række EU-landes smitteopsporingsapps?

Det betyder for dig, at:

  1. Du vil få besked i smitte|stop, hvis du har opholdt dig tæt på en person, der har et andet lands smitteopsporingsapp, og personen deler sit positive testresultat.
  2. Personer, der har et andet lands smitteopsporingsapp, og som har opholdt sig tæt på dig, vil få besked i deres app, hvis du melder dig smittet i smitte|stop.

Hvis du modtager en besked om, at du har været i nærheden af en med COVID-19, kan du ikke se, om beskeden er fra en europæisk eller en dansk app bruger, ligesom andre brugere ikke kan se, at en besked kommer fra en dansk bruger.

Hvad skal jeg gøre, for at appen virker på tværs af grænser?

Du skal opdatere din app til version 2.0 og sige ja til at forny dit samtykke. Hvis du har valgt automatisk opdatering af apps, sker opdatering automatisk. Hvis du har fravalgt automatisk opdatering af apps, skal du selv sørge for at opdatere appen til den opdaterede version i App Store eller Google Play Butik. Derefter kan du forny dit samtykke i appen.

Hvorfor skal jeg opdatere mit samtykke?

For at appen kan bruges på tværs af grænser, skal du forny dit samtykke. Det skal du, fordi du skal sige ja til, at kontakter med og notifikationer fra brugere af andre europæiske apps bliver gemt på din telefon, så du kan få besked om smitterisiko fra andre europæiske app brugere. Det fremgår af reglerne i bekendtgørelse nr. 1148 af 9. december 2011 om krav til information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr (cookiebekendtgørelsen).

Hvilke landes smitteopsporingsapps fungerer smitte|stop sammen med?

Lige nu fungerer smitte|stop sammen med apps fra disse lande:

  • Tysklands Corona-Warn-App
  • Italiens Immuni
  • Irlands COVID tracker
  • Spaniens Radar COVID
  • Letlands Apturi Covid
  • Polens ProteGO Safe

Inden for den kommende tid kommer appen til at virke sammen med flere europæiske landes smitteopsporingsapps.

Jeg rejser aldrig. Hvorfor skal jeg opdatere appen?

Selvom du ikke rejser, kan du stadig være nær kontakt til en europæisk borger i Danmark, som kan få COVID-19. Derfor opfordres du til at opdatere din app, selvom du har planer om at blive i Danmark.

Kan jeg melde mig smittet, hvis jeg bliver testet i et andet land?

Nej, du kan ikke melde dig smittet i den danske smitte|stop-app, hvis du bliver testet positiv for COVID-19 i et andet land. Det skyldes, at du skal være testet positiv via danske tests for at kunne dele det i smitte|stop.

Hvis du tester positiv for COVID-19 i et andet land, er det vigtigt, at du følger retningslinjerne for det land.

Kan jeg bruge flere forskellige smitteopsporingsapps på samme tid?

Nej, du kan kun bruge en smitteopsporingsapp på din telefon. Det skyldes, at teknologien bag, som er Google og Apples, kun understøtter brugen af en smitteopsporingsapp ad gangen. Takket være den nye europæiske løsning har du kun brug for en app, når du rejser på tværs af europæiske grænser.

Hvordan virker appen på tværs af europæiske grænser?

EU-kommissionen har udviklet en digital løsning, som udgøres af en europæisk gateway. Den kan nationale smitteopsporingsapps integreres med. Danmark har besluttet, at smitte|stop integreres med den europæiske gateway.

Det betyder, at hvis du er testet positiv for ny coronavirus og deler det i smittestop-appen, vil din telefons udsendte ID’er fra de seneste 14 dage blive videresendt til en europæisk gateway, der videreformidler oplysninger til andre europæiske smitteopsporingsapps. Tilsvarende vil den danske smitte|stop løbende hente ID’er gennem den europæiske gateway fra de andre landes apps.

ID’erne, der deles med gatewayen, indeholder ikke information om din identitet eller lokalitet (hvem og hvor du er).

Sammen med ID’erne sender appen oplysninger om, hvilke lande du har besøgt de seneste 14 dage. Det bliver du spurgt om i forbindelse med, at du melder dig smittet.

Det er kun EU-medlemslande, der har udviklet en smitteopsporingsapp baseret på Google og Apples decentrale teknologi, der kan integrere med gatewayen.

Hvad er den europæiske gateway?

Den europæiske gateway er en digital infrastruktur, der gør det muligt for nationale apps at dele information om ID’er på tværs af apps. Data i gatewayen vil, ligesom i den danske løsning, blive opbevaret i 14 dage. Læs mere om den europæiske gatewayserver her

Kommer integration med den europæiske gateway til at påvirke smitte|stops dataforbrug?

Du kan måske opleve, at smitte|stop vil bruge mere data, når appen henter data fra gatewayen. Hvis du ønsker at spare på dataforbruget, kan du, under indstillinger i appen, vælge at appen kun henter information om smittede personer, du har været tæt på, når du er på wi-fi. Appen er stadig aktiv, selvom du slår adgang til mobildata fra.

Hvem er dataansvarlig og databehandler for den europæiske gateway?

EU-kommissionen er databehandler for den europæiske gateway og de medlemslande, der tilslutter sig den europæiske gateway, bliver fælles dataansvarlige.

De EU-lande, der tilslutter sig gatewayen, bliver fælles dataansvarlige og skal behandle oplysninger via den fælles gateway i overensstemmelse med de tekniske specifikationer, der er fastsat på tværs af medlemslandene og i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen.

Styrelsen for Patientsikkerhed er den danske dataansvarlige myndighed og kontaktpunkt, da styrelsen har myndighedsansvaret for smitteopsporing.

Læs om appens behandling af personoplysninger her.

EU flag